Snart er det dronerammetid

Snart er det dronerammetid

Palle Frejvald 01. april 2015

Vi så meget høje midetal mange steder ved vinterbehandlingen, det er derfor vigtigt, at få fanget så mange varroamider her i foråret som muligt. Droneyngelfjernelse er en måde at gøre det på. Droneyngelfjernelse giver senere på sæsonen 3-4 gange færre mider i bifamilierne, end i bifamilier hvor der ikke er fjernet droneyngel.

Hvis du så et nedfald ved oxalsyre-behandlingen i vinters på mere end 2-300 mider, skal du være ekstra omhyggelig. Vi formoder, at i de tilfælde vil der være ekstra mange mider i bifamilierne allerede nu.

I løbet af april skal du tilsætte dronerammen. Det er en god ide, at gøre det så snart der er gang i bierne, inden yngellejet bliver for stort. Med ”gang i bierne” menes at de så småt er begyndt at vokse i mængde, og har travlt med at hente pollen ind. Sætter du rammen op til ynglen på dette tidspunkt, vil den hurtigt ende inde i selve yngellejet, når den naturlige ekspansion sker. På denne måde er det muligt, at tilsætte dronerammen uden at forstyrre bifamilien unødigt.

Vigtigt

Du skal imidlertid være opmærksom på, at er bifamilien ikke rigtigt kommet på dupperne endnu, så vil de bygge arbejderceller i dronerammen. Foråret ser ud til at komme noget langsomt i år, pilen er kun så småt begyndt at blomstre rundt omkring. Det kan derfor godt ende med først at blive aktuelt, at tilsætte dronerammen hen over midten af april. Det er ikke smart at skulle fjerne arbejderyngel så tidligt.

I opstablingsstaderne kan du bytte dronerammen med en tom, eller næsten tom foderramme. Sådan en finder du ofte bagerst i kassen. Du kan forberede det lidt ved at bryde forseglingen på den fodertavle med mindst foder i, hvis der ingen tomme tavler er. Derefter vente en uge til bierne har tømt den, så kan du bytte den ud med dronerammen.

I trugstadet er der som regel plads nok bagerst, så her rykkes der bare lidt tilbage i rammerne, så dronerammen kan sættes ned.

Typer af dronerammer

Tredelt droneramme, bruger du hvis du passer bierne hver uge. Der skal nemlig skæres et felt ud en gang om ugen i sådan en.

Todelte rammer kræver lidt mere planlægning, de skal kun skæres med 10 dages mellemrum.

Prøv at overholde terminerne, glemmer du et felt, har du gjort skade i stedet for nytte. Du har opformeret varroamiderne i stedet for at fjerne dem. Men sker det alligevel i en enkelt familie, så skær det felt du har glemt, plus det du alligevel skal skære, så du kommer ind i systemet igen.

Det er smart at skære det samme felt i samtlige bifamilier hver gang. Det gør det meget hurtigere at udføre den lille operation, hvis du har mange bifamilier. Lad være med at skære to felter ud, selv om der er to forseglede, hvis ikke det er tid. Det giver bare uorden i systemet, og du mister overblikket.

Dronerammen er i øvrigt en god indikator på hvordan bifamilien har det. Så længe bierne bygger på den, og der havner æg i den, så har familien det fint. Der er faktisk ingen grund til, at lave andre indgreb end at skære droneynglen væk, når rammen er OK.

Find flere oplysninger

Se en video om dronerammerne her:

http://www.varroa.dk/varroa-viden/video/brug-af-dronetavle-til-varroabekaempelse/

Og læs lidt mere om dem her:

http://www.varroa.dk/varroa-viden/vejledninger/saadan-bruges-dronetavlen/

http://www.varroa.dk/varroa-viden/vejledninger/droneyngelfjernelse/