Varroamidens biologi

Varroamidens biologi

12. oktober 2016

For godt 100 år siden fandt og beskrev man varroa-miden for første gang. Det første fund blev gjort på den asiatiske bi (Apis cerana) på Java (det nuværende Indonesien). Den mide man fandt, fik navnet Varroa jacobsoni.
Varroa jacobsoni og den asiatiske bi har tilpasset sig hinanden, så de kan leve i sameksistens uden at miden forårsager de skader vi ser hos de europæiske bier (Apis mellifera). Blandt andet formerer miden sig ikke på arbejderyngel hos den asiatiske bi og samtidig er forseglingsperioden af droneyngel kortere hos de asiatiske bier.
Omkring år 2000 fandt man ud af, at Varroa jacobsoni slet ikke kan leve på europæiske bier, men at det er en helt anden og mere skadelig art af varroamider, som parasiterer europæiske bier. Denne har fået navnet Varroa destructor.

Udseende

Varroamiden er en parasit som kun kan overleve sammen med bier. Ved hjælp af sine bidende og sugende munddele, suger den blodvæske (hæmolymfe) på både yngel og voksne bier. Det er kun hun-miden som er i stand til at suge blodvæske idet hannens munddele er omdannet til parringsorganer.
Den voksne hunmides kropsform er oval, ca. 1,5-1,7 mm bred og 1,1-1,2 mm lang og kan ses med det blotte øje. Midens farve varierer fra lysebrun (unge mider) til mørkebrun (ældre mider). Hannerne som er mere runde i facon, er mindre og lysere end hunnerne, men ses meget sjældent, fordi de udelukkende lever inde i yngelcellerne.
På oversiden er miden beskyttet af et hårdt rygskjold. Da miden udvider sig når den optager føde og når den er i æglægning, består undersiden af flere plader som holdes sammen af elastisk ”hud”. På den måde kan kroppen udvide sig og trække sig sammen igen.
Den voksne mide har fire par ben, hvoraf det forreste par er udstyret med adskillige sanseorganer. Yderst er hvert ben forsynet med en ”sugekop” og en klo, hvilket gør varroa i stand til at bevæge sig hurtigt, men samtidig også holde sig fast på forskellige overflader.

Livscyklus

Varroa parasiterer både voksne bier og yngel, men kan kun formere sig på yngel i forseglede celler (både arbejder- og droneyngel). Udviklingen fra æg til voksen mide går over et larvestadie og to nymfestadier. Hele udviklingen foregår inde i den forseglede yngelcelle.
Voksne hunmider som sidder på bier opsøger yngelceller kort tid inden disse forsegles. Afhængigt af hvor mange mider der er i en bifamilie kan der godt være 2 eller 3 hunmider i den samme yngelcelle.
Miden har en udtalt præference for droneyngel –faktisk vil de ti gange hellere være på droneyngel end på arbejderyngel. Dette hænger sammen med at droneyngel er forseglet i længere tid end arbejderyngel, hvorved varroa kan producere mere afkom pr. moder. Det er denne præference vi udnytter ved droneyngelfjernelse (Se side 16).
Når hunmiden er kravlet ind i en yngelcelle, begynder den kort tid efter at optage næring. Ca. 60 timer efter cellens forsegling begynder miden at lægge æg, – det første æg udvikles til en han. Efterfølgende æg lægges med ca. 30 timers mellemrum og udvikles alle til hunner. Efter at have gennemgået larve- og de to nymfestadier på ca. 7 dage (6 dage for en hun) er hannen klar til at parre sig med sin første søster. Bemærk at der hos mider ikke er problemer med indavl.
På de 12 dage arbejderynglen er forseglet, kan der i gennemsnit produceres 1,3 parrede hunner pr. cyklus. På droneynglen, som er forseglet i 14 dage, produceres der i gennemsnit 3,2 parrede hunner. Flere undersøgelser viser, at 75-80% af hunmiderne kun gennemfører én reproduktionscyklus, mens de resterende 20-25% gennemfører 2-3 (helt op til 7 gange i laboratorieforsøg). Som gennemsnit anføres normalt at en hun-mide gennemfører 1,6 reproduktionscykler.

Når yngelcellens forsegling brydes af den færdigudviklede bi, forlader de færdigudviklede hunmider cellen. Mideafkom som ikke er færdigudviklet samt hannen forlader ikke cellen hvorfor de efterfølgende dør. Brydes cellen før tid, dør alle mider, også den gamle hun, hvis hun er i gang med ægproduktion.
De hunmider som forlader cellen sammen med den unge bi, kan enten blive på denne eller kravle over på andre bier, men de har en præference for bier der er aktive med yngelpleje. Efter 5-6 dage på voksne bier, opsøger varroamiden igen celler, som snart skal forsegles og herefter gentages processen igen: ind i yngelcelle – æglægning – parring.
Hvad angår antallet af døtre pr. hunmide, viser flere undersøgelser, at disse varierer afhængig af tidspunkt på året.

Yngeludvikling varroa