Typer af varroa

Varroamiden er en parasit, som lever på honningbier, hvor den suger næring til sig fra biernes fedtlegeme. Udover den skade og svækkelse denne parasittering medfører, er miden også bærer af forskellige vira, som kan angribe bierne.

Varroa jacobsonii

For godt 100 år siden fandt og beskrev man varroamiden for første gang. Det første fund man gjorde, var hos den asiatiske bi (Apis cerana) på Java (det nuværende Indonesien). Den mide man fandt, blev tildelt navnet Varroa jacobsonii.

Varroa jacobsonii og den asiatiske bi har tilpasset sig hinanden, så de kan leve i sameksistens, uden at miden forårsagede de skader, som vi ser hos de europæiske bier (Apis mellifera). Blandt andet formerer miden sig ikke på arbejderyngel hos den asiatiske bi, og samtidig er forseglingsperioden af droneyngel kortere hos de asiatiske bier. Men dette er slet ikke forklaringen på, hvorfor de europæiske bier skades så meget mere end de asiatiske.

Varroa destructor

Årsagen til, at varroa forvolder så stor skade på de europæiske bier er , at der er tale om en helt anden art af varroa. Det var først omkring år 2000 man fandt ud af, at de varroamider vi har på vores europæiske bier, er af arten Varroa destructor.

Man har siden hen opdaget, at Varroa destructor (fremover blot benævnt varroa) findes i to typer, afhængigt af oprindelsessted: Der findes en japansk/thailandsk type, som findes i Nord- og Sydamerika. Denne type synes ikke at forårsage de store skader. Derimod er den anden type, en russisk/koreansk, skadelig for de europæiske bier. Denne type findes i Europa, Mellemøsten, Sydafrika samt i Nord- og Sydamerika.

Varroas udseende

Varroamiden er en parasit, som kun kan leve på levende bier, hvor den lever uden på sin vært.

Varroamiden lever af, ved hjælp af sine bidende og sugende munddele, at suge næring fra biernes fedtlegeme. Selvom miderne mest angriber biernes yngel, kan de også suge næring fra voksne bierne, når de sidder på dem. Det er kun hunmider, som parasiterer bierne, idet hanmidens munddele er omdannet til parringsorganer. Hannen lever så kort tid, at den slet ikke har behov for føde.

Den voksne hunmides kropsform er oval, ca. 1,5-1,7 mm bred og 1,1-1,2 mm lang, og kan ses med det blotte øje. Midens farve varierer fra lysbrun (unge mider) til mørk brun (ældre mider). Hannerne, som er mere runde i facon, er mindre og lysere end hunnerne.

På oversiden er miden beskyttet af et hårdt og vandskyende rygskjold. Da miden udvider sig meget, når den optager føde eller er gravid, består undersiden af flere plader, som holdes sammen ved hjælp af en elastisk hud. På den måde kan kroppen udvides og trækkes sammen igen.

Den voksne mide har fire par ben, hvoraf det forreste er udstyret med adskillige sanseorganer. Yderst er hvert ben forsynet med en „sugekop” og en klo, hvilket gør varroa i stand til bÃ¥de at kunne bevæge sig hurtigt, men ogsÃ¥ holde godt fat.