DEN BÆREDYGTIGE VARROASTRATEGI

Efter mere end 30 år med stor succes for den sikre varroastrategi er tiden inde til at tage det næste skridt. Strategien har siden begyndelsen af 1990erne været fundamentet for dansk varroabekæmpelse og har sikret gode overvintringsresultater i tusindvis af bifamilier. Men udviklingen viser, at vi også må tænke langsigtet og arbejde for bier, der i højere grad selv kan modstå varroamiden.

Den bæredygtige varroastrategi bygger derfor ovenpå den sikre strategi. Vi erstatter ikke de velafprøvede metoder, men opdaterer og udvider dem med et øget fokus på varroaresistens og genetisk modstandsdygtighed.

Det er vigtigt at understrege, at den sikre strategi fortsat vil være tilstrækkelig for mange biavlere. Ikke alle har lyst, tid eller mulighed for at arbejde aktivt med avl og selektion, og det er helt naturligt. Samtidig ønsker vi at skabe rammerne for, at de biavlere, der kan og vil, får mulighed for at bidrage til udviklingen af en mere modstandsdygtig dansk bipopulation.

Bedre monitorering
En forudsætning for en bæredygtig strategi er en mere konsekvent overvågning af varroaniveauet i de enkelte bifamilier. Fremtidens bekæmpelse bør i højere grad være behovsbaseret, så vi kan identificere de bifamilier, der naturligt holder midepresset nede.

Selv om monitorering længe har været en del af anbefalingerne, har den i praksis ofte været nedprioriteret. Med stigende virustryk og lavere skadetærskler er det ikke længere tilstrækkeligt. Regelmæssig registrering af midebelastningen bliver derfor et centralt redskab i både bekæmpelse og avlsarbejde.

Skab yngelfrie perioder
Varroamiden er afhængig af bi-yngel for at kunne formere sig. Derfor bør der fremover arbejdes mere systematisk med metoder, der skaber yngelfrie perioder i bifamilierne.

Vi kender allerede teknikker som indespærring af dronningen og andre former for yngelafbrydelse, men der er behov for fortsat udvikling og afprøvning af nye, enkle og effektive metoder, som kan indgå i den daglige biavl.

Fjernelse af ”midebomber”
Den hidtidige strategi har haft den konsekvens, at vi i mange år har holdt liv i alle bifamilier – også dem, der er genetisk meget modtagelige for varroa. Disse bifamilier har efterfølgende produceret droner, som har bidraget til den fælles genpulje og dermed reduceret bestandens naturlige modstandsdygtighed.

I den bæredygtige strategi skal der derfor sættes langt større fokus på at identificere og udskifte disse ”midebomber”, så de ikke fortsætter med at sprede uønskede egenskaber.

Fokus på modstandsdygtighed
Varroaresistens bør fremover betragtes som en lige så vigtig avlsegenskab som temperament, tavlefasthed, honningudbytte og sygdomsresistens.

I praksis vil fokus især være på bifamilier med et naturligt lavt midetryk og en god udrensningsevne. Der findes også mere avancerede parametre som VSH (Varroa Sensitive Hygiene), SMR (Suppressed Mite Reproduction) og recapping, men disse kræver omfattende målinger og er endnu vanskeligere at anvende bredt blandt almindelige biavlere.

Lokalt tilpassede bier
Meget tyder på, at lokalt tilpassede bier har fordele, når det gælder overlevelse og modstandsdygtighed. Derfor opfordres biavlere til at vælge dronninger fra avlere, der arbejder målrettet med varroaresistens som en del af deres avlsprogram.

Det kan samtidig være en fordel at anvende avlsmateriale fra lokalområdet, selv om Danmarks begrænsede geografiske størrelse sandsynligvis gør det muligt at anvende dronninger fra store dele af landet.

Samarbejde med biavlere
Udviklingen af varroaresistente bier kræver, at flere biavlere engagerer sig aktivt. Målet er at skabe en kultur, hvor monitorering, registrering og selektion bliver en naturlig del af den daglige biavl.

Denne udvikling er allerede i gang gennem flere af de projekter, som Danmarks Biavlerforening arbejder med.

Simpel varroaresistens
Danmarks Biavlerforening arbejder med en enkel model, som vi håber løbende at kunne videreudvikle. Grundidéen er, at alle biavlere kan bidrage til avlen af mere varroaresistente bier uden avancerede målemetoder.

Det eneste, der kræves, er én eller to midetællinger i løbet af sæsonen – gerne flere. De bifamilier, der har det højeste antal varroamider, bør senest ved indvintring have udskiftet deres dronning.

Hvis man konsekvent udvælger og viderefører dronninger fra de bifamilier, der naturligt har det laveste midetryk, er man allerede i gang med sit eget lille avlsprogram for øget varroaresistens.

Modellen kan forbedres yderligere ved at kombinere midetællingerne med en udrensningstest, hvor biernes evne til at fjerne død yngel fra cellerne vurderes.

De bifamilier, som både har et højt midetal og en dårlig udrensningsevne, bør prioriteres til udskiftning af dronningen. Derimod bør bifamilier med få mider og god udrensningsevne danne grundlag for den fremtidige avl.